Om mig

Mit navn er Mathias Toft Rasmussen.

Jeg er uddannet psykolog og har et fast job i psykiatrien ved det specialiserede psykoseambulatorium i Herning. Her indgår jeg i et tæt samarbejde med læger, sygeplejersker og socialrådgivere, hvor vi udreder og behandler flere forskellige psykiske sygdomme. På psykoseambulatoriet er vi specialiserede i at hjælpe personer med psykotiske sygdomme. 

Gennem min studietid på Aarhus Universitet arbejdede jeg pædagogisk og terapeutisk med psykisk syge og sårbare unge på forskellige bosteder og væresteder. Jeg har således flere års erfaring i arbejdet med psykisk sygdom.

Portræt - Mathias Toft Rasmussen

Min virksomhed teknopsykolog

Virksomheden Teknopsykolog blev startet i januar 2020, hvor jeg tilbyder psykologisk rådgivning og behandling med fokus på afhjælpning af uhensigtsmæssig brug af digitale enheder. Det gør jeg med specialistviden i, hvordan mennesker påvirkes af at anvende digitale enheder så som computere, smartphones, spillekonsoller og tablets. Jeg har specialiseret mig i teknopsykologi, som handler om, hvordan den menneskelige psyke påvirkes når man anvender digitale enhederJeg er stolt over at kunne kalde mig Danmarks første teknopsykolog med dybdegående viden om samspillet mellem psykologi og teknologi.

Min fascination af digital teknologi startede, da jeg som barn fik en Game Boy og senere en computer, hvor jeg oplevede at blive fuldstændig opslugt af den dragende digitale verden. Senere er jeg blevet mere optaget af psykologien bag den digitale teknologi, men jeg nyder stadig at spille computerspillet League of Legends, se Astralis brilliere i Counter Strike eller at se YouTube-videoer på stribe. 

For bedst mulig at kunne hjælpe mine klienter, har jeg i min specialisering valgt at undersøge, hvordan og hvornår digitale enheder fremmer og hæmmer menneskets psykologiske trivsel. Det har jeg bl.a. gjort ved at undersøge hvordan tablets påvirker 2-5-årige børns sociale og socialkognitive udvikling, og ved at undersøge, hvordan man designer teknologi der manipulerer med menneskets adfærd, tanker og følelser.

Mit dybdegående kendskab til psykologien bag de digitale teknologier kombineret med mit kendskab til diverse computerspil,  sociale medier og streamingkulturen anno 2020 er en stor styrke i mine samtaler. Dels fordi kendskabet gør mig bedre i stand til at kunne vælge den mest effektive behandlingstilgang, og dels fordi jeg hurtigt kan sætte mig ind mine klienters teknopsykologiske problemstilling

Min vision

Min vision er at hjælpe personer med uhensigtsmæssig brug af digitale enheder med at blive genetableret i den analoge verden, og leve et sundere liv med stærke relationer til familier og venner i god balance med anvendelsen af teknologien.

Jeg ønsker desuden at forebygge teknopsykologiske problemstillinger ved at skabe opmærksomhed omkring teknopsykologi. Derfor anser jeg det også som min opgave at sikre at børn, unge og voksne reflektere over deres skærmforbrug og udvikler et sundt forhold til deres digitale enheder.

caroline-hernandez-TMpQ5R9mbOc-unsplash

Mit Arbejde med teknopsykologi

Udover at have terapeutiske forløb med klienter med uhensigtsmæssig brug af digitale enheder, har jeg undervist med Det Rullende Universitet på danske gymnasier, skrevet min bachelor og specialeafhandling og været med til at forske indenfor området. Det gennemgående fokus i mit arbejde har været at undersøge og forstå:

  1. Hvordan mennesket og i særdeleshed børn og unge påvirkes af digitale teknologier.
  2. Hvorvidt og hvordan man kan designe teknologi til at påvirke menneskers adfærd i en bestemt retning.

 Specialeafhandling: Adfærdsdesign på digitale platforme.

  • Jeg undersøgte, hvilke principper der ligger bag adfærdsdesign, og hvordan adfærdsdesign bruges til at maksimere brugerens engagement på digitale platforme.

Bachelorafhandling: Tablets påvirkning på småbørns udvikling

  • Jeg undersøgte, hvordan tablets påvirker 2-5-årige børns sociale og socialkognitive udvikling. 

Studenterunderviser, Det rullende Universitet, Aarhus Universitet

  • Jeg har undervist på gymnasiale uddannelser med oplægget: ”Forstå din smartphone og hvad den gør ved dig”.

 Studentermedhjælper, Psykologisk institut, Aarhus Universitet

  • Jeg har været studentermedhjælper på et ph.d.-projekt, som undersøgte unge gameres psykologiske trivsel (ensomhed, velvære, tanker om fremtiden med mere) på ungdomsuddannelse med e-sportslinjer.
  • Jeg har været studentermedhjælper på et projekt, hvor Dronninglund Gymnasium gik offline i en uge. 

Universitetsopgave

  • Jeg har lavet et hypotetisk forskningsstudie med titlen: “Hvordan måler man smartphoneafhængighed?”.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.